Jeg er født i 1970, bor i Hobro og er gift med Kurt. Vi har en skøn, men lidt fremme i skoene, labrador retriever Brutus.
Jeg blev uddannet som socialrådgiver fra Aalborg Universitet i 2003 og arbejdede derefter jeg i den daværende Karup kommune med den meget tunge klientgruppe af kontanthjælpsmodtagere.
Da jeg havde været i Karup kommune i 1½ år var det tid til noget nyt og jeg tog et 10 måneders vikariat som misbrugskonsulent i Viborg Amts Misbrugscenter.
Da den daværende regering i 2005 valgte, at der skulle sættes ind på prostitutionsområdet, skete det i kraft af projektet ”Et andet liv”. Projektet var jeg med til at starte op. Arbejdet som Brobygger i Kompetencecenter Prostitution, under Servicestyrelsen, bestod i at jeg skulle lave opsøgende arbejde på massageklinikker, hvor der var danske kvinder. Målet med mit arbejde var, at hjælpe og støtte de kvinder, der havde lyst til at stoppe med prostitution og starte på en frisk.
Efter at have arbejdet der i fire et halvt år blev jeg ansat i Kriminalforsorgen. Mit arbejde her, bestod i at lave misbrugsbehandling i henholdsvis Hobro og Aalborg arrest.
Min uddannelse til psykoterapeut foregik mens jeg arbejdede hos Servicestyrelsen og i Hobro og Aalborg arrester.
At jeg er medlem af Dansk Psykoterapeutforening og løbende modtager supervision er en del af din tryghed som klient.